Månedens kursist historie

Når VVC hjælper dig videre 
Af Maria Anthony Knudsen

En fyring lige efter en sej periode i privatlivet skyder Louise ud over rampen og i frit fald. Louise er slidt helt ind til knoglerne, selvom hun godt nok lige har haft en super berigende tid med sin lille søn. Sagsbehandleren trækker i hende. Parforholdet er ikke det samme. Selvtilliden svinder ind og selvværdet krymper sig i takt med, at Louise fokuserer på dårligdom og alt det, hun ikke kan. Hun hører igen og igen ordene; ”Du skal bare..”, ”Nu må du også..”. De kommer fra de nærmeste. Men de skaber et rungende ekko i hendes hjerne. Forstærket som af en equalizer til mange flere decibel, end hendes tyndslidte hjerne kan kapere. Louise kan ikke bare!

Når sønnen er plejet og passet døgnet igennem, er kræfterne der ikke til at være nærværende på jobbet. Hun har job i en travl tøjbutik og havde før sin barsel masser af ansvar. Det er svært at erkende, at hun ikke længere magter det ansvar. At hun må videre.

Nu trækker kommunen i hende. Sagsbehandleren præsenterer en lys idé. ”Du skal til VVC i Albertslund, de har nogle super dygtige folk, der vil kunne hjælpe dig”. Hun sov ikke så meget natten før. Ikke så meget på grund af det nye. Mere på grund af alt det gamle, som hun måske blev nødt til at vise frem på skolen. Følelsen af ikke at være god nok. Frygten for at være forkert. At gøre alting forkert. Utilstrækkelighedsfølelsen på dagen myldrede i maven hele vejen med bussen derhen.

I receptionen mødte hun et varmt smilende ansigt. Hun var med til at tilrettelægge sit helt personlige skema. Blev mødt af rummelighed, kloge ord og dialog med andre kursister.

På vej den anden vej med bussen, var mavefornemmelsen rolig. Hovedet mættet og følelserne lette. Louise var stadig skrøbelig, men hun voksede sig stærkere og mere vis dag for dag i sind og ånd.

Nu er Louise virkelig videre, selvom hun ikke turde tro det. Hun holder fast i nogle få timer på VVC. Som en livline til det gode, stressfrie liv, men har fået nyt fast job i kantinen på en skole nær hjemmet.